Første gang du møder på klinikken, må du meget gerne medbringe dit gule sundhedskort (sygesikringsbevis) samt evt. medicinliste og helbredskort så vi kan oprette dig i vores database.
Vi sørger derefter for at indhente relevant journalmateriale og eventuelle røntgenbilleder fra din tidligere tandlæge så vi kan lære dit tandsæt nærmere at kende.
Vi har meget fokus på at få skabt en god kommunikation og lytter derfor altid til dine forventninger og ønsker inden vi går i gang med selve undersøgelsen.
Du vil få lavet en grundig undersøgelse af dine tænder, slimhinder og kæbeled udført af klinikkens tandlæge eller tandplejer. Vi supplerer evt. med røntgenbilleder ved mistanke om skjulte tand- og tandkødssygdomme f.eks. huller i tænderne, parodontose eller rodspidsbetændelse.
Herefter vil du få renset dine tænder omhyggeligt og blive instrueret i, hvordan du opretholder en optimal mundhygiejne.
Du skal vide, at vi altid lægger en behandlingsplan, der passer til dit behov, din økonomi og dit tempo. Du får naturligvis også udleveret et overslag på prisen.